Hvem? En meget irriteret mor. Hvor? I køen til skiudlejning. Hvorfor? Hun havde fået nok!

Jeg var lige ankommet, sammen med min familie, til årets skiferie. Den første af slagsen, i 12 år, for mit vedkommende. Jeg var glad, ivrig og en smule nervøs fordi sidst jeg stod med skistøvle på fødderne var jeg 25 år. I dag er jeg 37. Tilbage til moren. Hun var bestemt ikke glad. Det var hverken hendes første eller bedste feriedag. Jeg gætter på, at det var hendes sidste dag – det var så den vinterferie, aflevere x antal ski tilbage, tilbage til Danmark, tilbage til hverdagen. Hun kiggede surt på sin mand som svarede igen med: “Jo, jeg kan da”. “NEJ, du kan ej!” råbte moren tilbage og gik hen imod udgangen. Tilbage stod en temmelig overrasket far, tre tilhørende børn og alle os andre, som var i færd med at leje udstyr eller aflevere det tilbage, og sige tak og farvel for denne gang. Hold da op, tænkte jeg. Drama! Næste tanke: mon det er mig, når vi når hen til vores skiferies sidste dag?  (Hvorfor tror I, at der er gået 12 år siden vi sidst var afsted?)

Man kan gøre mange ting for at undgå et lignende scenarie. Jeg ved hvad jeg kan gøre, for at min mand skal slippe for en råbende kone, foran børnene og gud og hvermand.

Sofia’s egen Ski Survival:

1. Husk morgenkaffen – 1 stærk kop efterfulgt af endnu 1 stærk kop.

2. Spis en god morgenmad. (jeg har ferie og kan godt nå det)

3. Sørg for at blodsukkerniveau er stabilt i løbet af dagen.

4. Hav en müslibar eller et stykke frugt i lommen. (sulten mor = sur mor)

5. Tæl langsomt til ti, hvis mand eller børn får pulsen til at stige og blodet til at koge.

6. Hold pauser. Jeg er 37 og har i den grad ikke brug for at stå på ski uafbrudt fra morgen til aften.

Konklusion: Årets skiferie blev en rigtig god skiferie. Så god at jeg faktisk overvejer at tage afsted igen… Inden der er gået 12 år.

Den er god nok; januar er én ud af især to måneder om året, hvor mange par vælger at gå fra hinanden. Hvorfor netop januar? Fordi, at selv om et forhold har været hårdt presset i løbet af efteråret, og ikke mindre presset op til jul, så vælger mange par, at pakke problemerne væk og fokusere på at pakke gaver op, fejre jul og holde fri, sammen med børnene. Bagefter, når anden er spist og julebryggen er drukket, når gaverne er byttet og svigerfamilien for længst er kørt hjem, så begynder tvivlen at vise sig igen. Et helt nyt år står foran forholdet, sammen med en lang række spørgsmål. Tør vi, skal vi, orker vi?

“Der findes ingen garantier.” Det sagde min mand til mig allerede fra starten. Tilbage i 1998. Midt i et kaos af lige dele vanvittig forelskelse og frygt over mit nye forhold. Han sagde det dog ikke for at skræmme mig væk, fra ham og hans to små børn, men mere som en konstatering. Og de ord hænger stadig fast hos mig. Dengang ligesom i dag; 12 år senere og ligeså mange år ældre + udvidelsen med to fælles børn i familien Gravesen. Fordi det er så forbandet sandt, i myldret af hverdagens vanskelige pletter, sure mælkekartoner og indtørret sovs på spisebordet.

Ingen garantier. Ikke at tage hinanden for givet. Kun et kæmpelæs monsterhårdt arbejde. Dag ud og dag ind. År efter år. Måske lyder det kedeligt. Ren rutine. Det samme gamle lort. Det kan godt være. Men jeg gør det gerne. Fordi jeg lever i konstant berøring med alternativet. Den separerede forælder. Den person, som ser sine børn hver anden uge. Den halve tid, hele livet – uden to af børnene hos sig.

Tanken om, at gå tilbage til start, efter så mange år sammen, gør mig kun mere fast besluttet på at fortsætte videre. Blive ved. Tanken om, at finde mig selv hos en ny mand – med en ny omgang bonusbørn – og mine egne to, oven i, gør mit valg i livet krystalklart.

Den anden måned, nr. 2, hvilken er det, tænker du måske? Det er oktober. Når sommerferiens sol og varme er forsvundet og vi atter er tilbage i den grå, kolde hverdag. Når jeg tænker efter så går det op for mig, at flere par i min bekendtskabskreds faktisk er blevet skilt, i januar eller oktober! Hvor hårdt min mand og jeg end må have det nogle gange, hvor sorte skyerne end må være på min, til tider, mørke himmel, så vil jeg ikke skifte det ud. Jeg vil ikke skilles. Blot blive mindet om garantierne i ny og næ. Dem, der ikke findes.

Godt Nyt 2011 ønsker Bonusmoren.

Bonusmor bliver lige overrasket hver gang familiens fire døtre på 4, 8, 12 og 14 år hygger sig sammen, inde på lejlighedens absolut mindste værelse, med computer, mobil og Rihanna på evig replay…

Rihanna + Eminem

På lørdag er det 6 år siden min mand og jeg blev gift! 04.09.04. Vi havde været sammen i 7 år når han stillede mig det STORE spørgsmål, som vi begge kendte svaret på. I dag har vi rundet 12 år sammen. Vildt som tiden render! Vi plejer ikke at gøre en kæmpeting ud af vores bryllupsdag. Altså, ikke noget med store, røde roser, blonder, funklende diamanter eller talen med stort T. Mest af alt ønsker vi os tid. Sammen. Dig og mig, os to. En babysitter og nogle timer på yndlingsrestauranten – den combo kan vi leve på i lang tid. Det var dog ikke det nemmeste, at finde en babysitter i år. Der var ikke nogen som havde tid til, at bruge tid… på vores tid. Indtil at det gik op for os, at løsningen lå lige foran os. Vi spørger jo bare det ældste barn i bonusfamilien. Den største af søstrene i søskendeflokken. Aftenen er reddet. Bordet er booket. Længslen er der.

På lørdag går vi i byen nogle timer, min mand og jeg. Ægteparret. Snart på syvende år. Vi smækker døren bag os. Hvad der så sker på den anden side er det kun børnene der ved. 4 tøser på 4, 8, 12 og 14 år. Hjælp? Ja, på en måde… de hjælper os – med at fejre vores bryllupsdag. Kys min skat!

Min mand er i Norge hele ugen. Efter 6 ugers ferie sammen gjorde det ikke rigtig noget at han tog afsted. Nogle gange vælger jeg at se det som et plus, at have nogle dage alene – minus mand. Og bonusbørn. Jeg savner ham ikke, men glæder mig til han er hjemme igen. Selvfølgelig gør jeg det! Men jeg nyder også at have huset for mig selv, sammen med vores to piger (selv om jeg her til aften syntes, at der var lige lovlig meget vasketøj at folde sammen, opvask at gå i krig med, madpakker at smøre… and the story goes).
Vores børn savner deres far. Og deres søstre. Rigtig meget. De savner. Jeg nyder. Fordi jeg kan ikke savne eller længes efter min mands børn på den samme måde som han kan. Fordi han er deres far. Der skal en forælder til. Jeg er kun deres bonusmor. Jeg kan glæde mig til vi alle er samlet igen i weekenden. Men savner, det gør jeg ikke. Mange bonusmødre har det på nøjagtig den samme måde. Få siger det højt. Fordi man ikke må. Bedst at lade være.
To nætter tilbage. Pigerne tæller ned. Det gør jeg også. Og husker at nyde undervejs.