”Skat, jeg synes ikke at vi skal være online under ferien. Vi behøver da i det mindste ikke poste på Facebook og uploade en masse billeder, så alle mulige kan se, at vi er rejst sydpå”. Jeg må indrømme, at mit første svar til min mands forslag var, at selvfølgelig skal jeg poste ting på FB, hvis jeg nu har lyst til det. Og spille Wordfeud. Og bruge Instagram. Ligesom jeg plejer.
Efter diskussioner frem og tilbage, diverse argumenter omkring øget risiko for indbrud, hvis man benytter de sociale medier og poster, at man ikke er hjemme, ord som: ”hvor er du latterlig”,” du overlever nok, skat”, ”slap nu af”, ”slap selv af…” så tog vi af sted. ENIGE. Op i flyveren med børnene ved siden af os. 12 dage med sol, strand, dejlige middage, kølig vin, lune aftner, ren afslapning. 100 % offline.
Jeg skal love dig for, at vi kom ned i gear. Det var tiltrængt – og det var skønt. Min mand og jeg prøvede at huske, hvornår vi sidst havde lukket og slukket for al ekstern kommunikation og kun fokuseret på hinanden. Os to. Vores to døtre. 12 dage i træk. Hvis du heller ikke kan huske det, så prøv det. Det er både overraskende og ret skræmmende, hvor hurtigt de mest simple ting forsvinder ind i glemmebogen. Pist væk er de. Og det tager lidt tid at finde dem frem.
Det tager tid, fordi vi er blevet vant til at være ’på’ hele tiden. Folk skal kunne nå os 24/7. Venner skal ’med’ på ferien og ’se’ hvor skøn en udsigt vi har fra terrassen; hvor lækre, lokale retter vi spiser – ih, hvor godt vi har det. Jeg plejer selv at være ret flink til at dele den slags, når jeg er afsted. Undtagen denne sommer. Min mand og jeg havde brug for at gå stik modsatte vej.
Vi lod vores telefoner blive i ferielejligheden, når vi tog på stranden. Vi gad ikke engang at tage dem med, hvis vi skulle ud at spise om aftenen. Efter en lille uges tid kiggede vi på hinanden og sagde: ”Hvis der er sket et eller andet ude i verden, så aner vi det ikke”. Vores piger tegnede, de lukkede op for fantasien, vi spillede kort sammen hver aften, gik ture langs havnen og kiggede på både, vi læste bøger, pigerne læste Anders And, vi lavede mad sammen, vi snakkede sammen, nød hinanden. Og vi savnede overhovedet ikke den digitale verden, de sociale netværk eller at have venner og hele den pukkelryggede, som tag-along sydpå.
Tilbage i Danmark, i hverdagen, på kontoret. Nu er jeg online igen, diverse feriebilleder er delt på Facebook, mailen er åben, mobilen begynder at give lyd fra sig. Det meste er, som det plejer. Undtagen én ting: I sommer har jeg genopdaget hvor vigtigt det er, at man virkelig holder FERIE, når man holder ferie sammen med familien. Så man er klar til efterårets udfordringer. Bring it on!

“Jeg føler mig ikke længere alene om alle mine tanker og frustrationer. Jeg har fundet ud af, at der er andre, som har det på samme måde. At deltage i Bonusmøderne og høre andres oplevelser gav stof til eftertanke og lysten til at fortsætte som bonusmor.”

Hygge og nærvær hver anden torsdag.

“Skønt med et frirum! Min tålmodighed med mand, børnene og deres mor har påviseligt blevet større, og samtidig har jeg blevet endnu bedre til at trække grænserne op for mig selv. Disse møder har været en katalysator for dette.”

“Jeg havde simpelthen brug for at ventilere og så havde jeg brug for at få friske øjne på min hverdag som bonusmor. Det har været SÅ befriende, at dele, lytte, blive udfordret, få udvidet mit perspektiv og ikke mindst at være en del af et bonusmorfællesskab som med Sofias kyndige og varme rammer har givet mig fornyet energi og nu kontakt til en masse skønne kvinder. Jeg er selv “gammel i gårde” som bonusmor og vil anbefale forløbet til både nye og gamle bonusmødre.”

For 3. år i træk – find ud af hvordan du går fra ond stedmor til bonusmor, inden juleaften. Årets kalender er skudt i gang! Du finder den og tilmelder dig lige her.
Rigtig god julemåned i bonusfamilien.

DR’s temauge om skilsmisser er godt i gang og debatten kører derud af, i radio, på TV og ikke mindst via de sociale medier. Jeg råber højt hurra fordi jeg mener, at det er en vigtig debat at tage – fra æteren og videre ud i de danske stuer. Man kan være enig eller ej; det væsentlige er, at vi lukker op for emnet. Får mere at vide, stiller spørgsmålstegn, tager ved lære, bliver klogere.
Vi er mange mennesker, her i 2012, som bliver berørt af en skilsmisse. Hvis vi ikke personlig står i situationen, og netop i disse dage er ved at gå fra vores partner, så kender vi garanteret nogen, som kender nogen – på arbejdspladsen, i familien, i børnehaven, i skolen.

Bonusmor på sidelinien.
Hvad var det så jeg skrev i den der bog, som var så forfærdeligt? Udover, at jeg ikke elsker min mands børn, som jeg elsker vores fælles børn. At jeg op til flere gange har været ved at smide håndklædet i ringen og booke en plads på frihedsekspressen, som kan tage mig så langt væk fra bonusfamilie-problematikken, som overhovedet muligt. Eller at jeg i ren vrede har kigget på lejlighed, kun med plads til den lille familieudgave. Hvordan jeg i begyndelsen af vores forhold blev sur og muggen i dagene op til, at hans børn skulle komme til os. Eller de gange, hvor jeg ønskede eks’en i kulissen pokkers langt væk, fordi hun gjorde tingene på en anden måde end min mand. Og jeg kunne blive ved. Men det gider jeg ikke. Fordi det kan nemt gå hen og blive til meget brok. Kun ævl og kævl. Og det kan jeg ikke være bekendt, ikke på 14. år som bonusmor til to. Men det var utrolig vigtig for mig, at få det sagt. Lukke op for den tunge pose med tabuer. Tage bladet for munden – og opleve, at jeg ikke var alene med de her følelser. Finde ud af, at der er rigtig mange kvinder derude, som bærer rundt på de samme grimme tanker. Tanker brygget på skam fordi jeg var den voksne, hans børn var jo netop, kun børn.

Kig fremad. Find fordelene.
Jeg hører til dem, som står med den gode historie. Det næste kapitel. Efter den svære separation. Jeg kan godt lide at finde løsninger, se hvad der er af andre muligheder. Fordi, i en bonusfamilie – den moderne storfamilie – findes der utallige opskrifter til hvordan hverdagens puslespil kan løses. Min historie er blot én version, vores egen familieopskrift, i hele denne skilsmisse-suppedas.

Findes den lykkelige skilsmisse?
I mine øjne, ja. Jeg har oplevet den helt tæt på og jeg mener bestemt, at den separation min mand og hans eks var igennem, for snart 15 år siden, hører til én af de gode. Også selv om det var ufattelig hårdt for alle parter, opture og nedture, små skridt frem, sorte skyer, op på hesten igen, videre. Også selv om jeg godt er klar over, at ordene ’den lykkelige skilsmisse’ kan få mange danskere op i det røde felt. Hvordan endte de tos forhold så på den gode måde? Svar: de to formåede, at kommunikere sammen og opføre sig som voksne, ansvarlige forældre. De gjorde alt for, at deres børn skulle have det godt, og gør det stadig, på trods af, at mor og far ikke bor sammen – og ikke har gjort det siden ’98.
Jeg vover at påstå, at dem der nægter at se den lykkelige skilsmisse som en mulighed, er dem som stadig ser kernefamilien som den eneste ”rigtige” familieform, den vi gør bedst i at holde fast ved. Ligegyldig hvad; i deres verden forbliver formlen 2 børn + 2 voksne = lykke.
Det er bare ikke min virkelighed. Eller lykke. Som mange andre piger drømte jeg om netop dette billede som barn men jeg kommer aldrig til at opleve det. Fordi, selv om jeg også har en mand og vi i dag har 2 børn sammen, så bliver vi aldrig en kernefamilie. Hver anden uge vokser familien med yderligere 2 børn. Min lykke består af os to og vores tilsammen fire piger, mellem 6 og 16 år. Nem at finde, svær at pleje og vedligeholde men jeg gør det gerne fordi alternativet findes ikke – vi vil hinanden. De fire søstre elsker hinanden, længes efter hinanden, lærer af hinanden. Hvis ikke dét er en bonus i en familie, efter en hård men god skilsmisse, så ved jeg ikke hvad.

Kommunikationen kalder.
Vi er, og vil altid være en bonusfamilie, med dine børn og vores børn. Det kan jeg ikke lukke øjnene for. Jeg vælger at holde dem åbne og kigge godt og grundigt på vores forhold, hvad vi kan forandre og forbedre fremover – en bonusfamilie holder sjældent stille. Der er altid en ny fase i vente, kunsten er at gribe den an på en måde, som passer den enkelte familiekonstellation. Værktøjet hedder kommunikation. Opskriften finder I selv – sammen.

Læs videre i den ”forfærdelige”, ærlige bog her.

“TAK Sofia Gravesen!! Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg først har købt bogen nu, for har nok haft brug for at læse den LÆNGE. Troede simpelthen det var mig selv jeg sad og læste om. Min kæreste kan overhovedet ikke sætte sig ind i mine reaktioner nogle gange osv, og jeg har ikke kunne finde ud af at formulere mig til ham, eller også har jeg simpelthen ikke turde sætte ord på! Men han er så nysgerrig og ivrig efter at finde ud af hvorfor jeg har det sådan og hvorfor jeg reagere sådan, at han selv vil læse bogen!
Tusind tak fordi du har skrevet sådan en bog – er dybt taknemmelig”

“Faldt over din gruppe på Facebook – en lettelse at se, at man ikke er alene om at tumle med visse tanker og problemer i hverdagen”

“Tusind tak fordi du har skrevet bogen – jeg synes ikke kun det er modigt, jeg synes også det signalerer at du er en kvinde med ben i næsen. Og dét er virkelig inspirerende!”

“Dette er nok noget af den bedste støtte jeg har kunne drømme om. Jeg er STOLT af at være en del af dette”

“Fald i snak med en som fortalte om dette forum og hvor er jeg glad for at jeg ikke er den eneste med alle de ting man bære rundt på”

“Jeg kan skrive det kort; hold fast, hvor er det en god blog du har skrevet om at være bonusmor. Velskrevet, humoristisk, reflekterende. Alt. Tak!”

“Bogen er simpelthen en gave til os bonusmødre! Der har du altså virkelig ramt plet, det er SÅ fedt hvordan du beskriver det at være bonusmor. Du har virkelig gjort en forskel hjemme hos os”

God fornøjelse med den første artikel i en serie om livet som bonusmor.
Mit første interview er med Charlotte Heje Haase, Redaktionschef på Psykologi og forfatter til tre bøger. Den seneste er Generation Multiorgasme, hvor der er et kapitel med en personlig beretning om at blive bonusmor.

Charlotte er 34 år og bonusmor siden 2009. Hun har 3 bonusbørn i aldrene 7, 9 og 14 år. Hendes kæreste er 45 år.

Hvad faldt du for, ved din kæreste?
Hans varme øjne, entusiasme og humor.

Nævn 3 gode egenskaber ved ham.
Han er et godt menneske, en kærlig far og har en fantastisk humor.

Hvad tænkte du da du fik at vide, at din kæreste havde børn i forvejen?
Ok, så skal det i hvert fald ikke være seriøst, og jeg behøver jo ikke at møde dem. Men så gik der nogle måneder, og jeg blev dybt forelsket, og jeg fandt ud af, at det var enten eller. Han talte jo om dem hver femte minut og savnede dem konstant. Til sidst begyndte de at spørge til, hvornår de måtte møde mig. De boede faktisk i min lejlighed, mens jeg sov hos en veninde eller mine forældre, når han havde dem. Jeg var rædselsslagen for, at de ikke ville kunne lide mig. Nu ser jeg det som et plus, at han har børn. De er helt fantastiske, og jeg har været meget heldig.

Hvilke reaktioner fik du fra dine omgivelser, kollegaer, veninder, bekendte – positive og mindre positive.
”Hvorfor skal du gøre det så svært for dig selv.”
”Du vil aldrig komme i første række.”
”Så bliver det lettere, hvis I skal have børn en dag, for han er ikke så pylret og angst, som man er ved første barn.”

Hvordan har din egen familie håndteret, at du har fundet sammen med en mand som har børn?
Utrolig godt. De elsker børnene og har sagt, at når deres far gør mig glad, så er han den helt rigtige mand for mig, og de vil gøre alt, der står i deres magt for, at børnene føler sig velkomne i min familie, for de er en del af mit liv nu. Vi har ingen små børn i min familie, så de bliver virkelig forkælet. Første gang min farfar skulle møde dem, havde han lavet et digt til dem, og vi har en adventstradition hos mine forældre. Det gode er, at børnene også godt kan lide min familie. Sidst havde de lavet en collage til mine forældre og ville de ikke hjem, og der fik min mor tårer i øjnene af glæde.

Hvilke fordele er der ved at være bonusmor?
Jeg har lagt mit liv om og er holdt op med at feste vildt. Jeg har simpelthen fået noget ind i mit liv, der er mere værd end at drikke det glas for meget, som jeg havde en tendens til, når jeg gik i byen. Jeg har faktisk ikke rørt alkohol i to år nu.

En anden fordel er, at jeg ser min kæreste på en anden måde. Helt fra starten af, har jeg fået et indblik i, hvordan han tackler konflikter, og hvor meget han troede på os. Han har været meget inkluderende, og måske er det derfor, at det er gået så let. Børnene har kunnet mærke, at jeg var en del af hans liv nu. Det har gjort, at jeg har turde at give mig hen og er blevet bedre til at tale om tingene på en voksen måde, hvis jeg har følt mig såret.

Fordelene er også, at når vi har dem, så lever vi meget i nuet. Vi har dem hver anden weekend fra torsdag til mandag, og i det tidsrum laver vi alle mulige aktiviteter og tænder først computerne, når de er gået i seng. Så der er kommet mere nærvær ind i mit liv og flere grin. Det er svært at gå og have ondt af sig selv eller at være arbejdsnarkoman, når der er nogle små mennesker, der kræver ens tilstedeværelse i nuet – og ser lige igennem en. Jeg var fx kommet hjem fra et foredrag om min sidste bog, og jeg synes ikke, at det gik så godt og sagde til min kæreste: ”Da jeg spurgte, om der var nogle spørgsmål, så spurgte folk bare, hvor jeg havde købt mit tøj og mine sko!” Han sagde: ”Det er da fordi, du er så lækker skat!” Hvilket ikke var det, jeg ville høre. Så sagde den 9-årige, som jeg slet ikke vidste lyttede med ”Ej far, hun vil da hellere have, at de siger noget om det, hun sagde i stedet for, hvordan hun så ud.” De er utrolig menneskekloge og sjove.

Hvordan fordeler dig og din kæreste opgaver/ansvar mellem jer, vedr. hans børn? Giv gerne 1 eksempel fra hverdagen.
Han laver faktisk det meste af det praktiske. Det gik op for mig, da han gik ned med diskusprolaps i to måneder, og jeg skulle tage over, fordi han kun kunne ligge ned.
Han køber oftest ind, når vi har børnene. Han har høje krav til økologi osv. Han bager brød, og vi skiftes til at lave aftensmad. Jeg sætter morgenmaden frem og hygger med dem om morgenen, mens han smører madpakkerne.
Han henter børnene fra skole, men nu hvor jeg har fået kørekort, er jeg også klar til at tage en tørn. Han dyrker kungfu med drengene, og jeg går til zumba med pigen.
Jeg hjælper med dansk og stile, fordi det er min stærke side. Han hjælper med matematik og kemi. Jeg køber ind til pakkekalenderen i julemåneden og laver snelandskab med dem, da jeg synes, at sådan noget er vildt hyggeligt. Det er også mig, der laver personlige gaver til deres mødre med dem – fx deres billeder på krus eller en foto-kalender.
Men det er far, der putter dem, og den eneste der dur, når de er syge.

Hvordan er dit forhold til hans eks?
Hans børn har to forskellige mødre. Den ældstes mor inviterede mig til hendes 50 års fødselsdag, da jeg kun havde kendt min kæreste i tre måneder. Hun skulle nok lige se mig an, det var en voksenfest, og jeg mødte hende, før jeg mødte hendes datter. Og da jeg senere spurgte, om jeg måtte komme med til en Skole-Hjem samtale, sagde hun ja med det samme. De yngstes mor har holdt børnefødselsdage, hvor jeg og min kæreste også var med.
Jeg respekterer begge mødre højt, for jeg kan jo mærke, at de er gode mødre. Børnene er sunde, udadvendte og føler sig elskede. Nogle gange hvis jeg bliver lidt jaloux på, at de har børn med min kæreste, og den ene har været gift med ham, så husker jeg mig selv på, at de har gjort alt for at redde forholdet, men at det ikke gik. Og at deres romantiske relation er fortid, men de er forældre sammen for livet. Det er i alles interesse at kommunikationen mellem dem er god.

Hvilket råd vil give andre kvinder som forelsker sig i en mand med børn fra et tidligere forhold?
Sørg for at forventningsafstemme fra starten af – meget mere end i ”almindelige” forhold. Find fx ud af, om han eller hun kunne forestille sig at få flere børn en dag og bliv enige om, hvad din rolle er i forhold til bonusbørnene. Dette kan jo ændre sig, men det kan være rart at have en vis enighed om, hvor det er, at man står.

Hvis du ikke ønsker at involvere dig med børnene, så er det måske bedre at ses, når partneren ikke har dem, da de vil kunne mærke det som en afvisning, og jeres forhold vil blive derefter.

En anden ting er at gøre tingene i et stille og roligt tempo. Tag en dag af gangen og hav stor forståelse for, at du ikke har førsteprioritet som i et forhold uden børn. Det første 1,5 år, så sov min kæreste med børnene i vores soveværelse, mens jeg sov i stuen, når vi havde dem hos os. Jeg valgte at trække mig, da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne sove igennem, når de talte i søvne eller snorkede. I stedet for at smide dem ud og blive den onde stedmor, flyttede jeg ud og lod dem og deres far sove alene. Det kunne jeg gøre, fordi jeg slet ikke var i tvivl om hans kærlighed, og fordi det var vigtigt for mig at sætte grænser. De spurgte ”Vil du ikke nok sove hos os?” og det var dejligt, fordi jeg hellere vil have, at de savner mit selskab end at ønsker, at jeg ikke er der. Det var nok i virkeligheden mere farens behov end deres at sove sammen, for de sov jo allerede, når han lagde sig, men han savnede dem jo vildt og ville gerne se dem så meget som muligt, når vi havde dem, så det var helt naturligt, at dette var nødvendigt i starten.

Det er vigtigt, at du siger til og fra. Både hvis du har brug for tid alene eller gerne vil deltage i noget. I dag sover de på deres eget værelse, men kommer ind i sengen til os, så snart de vågner og ved, at de altid kan komme, hvis de har en dårlig drøm.

Du skal også gøre dig klart, at børnenes mor eller mødre altid vil være i hans liv. Det skal du respektere og være med til at få det til at køre så gnidningsfrit som muligt. Du må aldrig være jaloux på hans børn eller eksen. Man bliver ikke skilt, når man har børn sammen, medmindre man har prøvet alt for at redde forholdet. Og børnene har ikke valgt, at deres forældre ikke skulle være sammen, og at han skulle møde dig. Sørg for at lade dem mærke, at jeres hjem altid har plads til dem.

Lad være med at blande dig i opdragelsen før der er gået et halvt år. Bare observer og hvis du har nogle indvendinger, så vent til I er alene og giv udtryk for, hvad du ser på en respektfuld måde. Det er meget følsomt, og som skilsmisseforælder har man i forvejen en kæmpe skyld på skuldrene, så prøv at lade være med at dynge mere på læsset, men at sige det på en god og konstruktiv måde. Også hvis det har betydning for dig. Jeg måtte fx bede min kæreste om ikke at rette så meget på den mellemste, når vi spiste, fordi jeg blev stresset under spisningen. Det mirakuløse var så, at da han holdt op, sad han også mere roligt. Så nogle gange er det en fordel, at kunne se ting udefra som bonusmor eller far – men træd varsomt og respektfuldt.  SG.

Hold øje med næste udgave af Bonusmagasinet, hvor du kan læse om endnu en bonusmor og hendes liv sammen med hans børn. Du vil også få 5 brugbare råd til en skøn sommerferie i bonusfamilien.

Tanken bag Bonusmagasinet. De sidste 5 år har jeg haft et ønske om at lave et magasin for bonusmødre og den moderne storfamilie. Jeg har været i kontakt med flere redaktioner, præsenteret min idé og fået et pænt nej tak, af forskellige grunde. Krisetider, for meget tabu bag emnet og for lille en del af den danske befolkning, som har interesse i stof, som udelukkende drejer sig om dine, mine og vores børn. Det er måske rigtig nok men jeg gider ikke vente på, at procentdelen i Danmark vokser sig helt tilpas – derfor dette magasin, her og nu, på bonusmor.dk. Send mig en mail, kom med ris og ros, idéer til emner du vil at jeg skriver om i kommende numre. Sofia Gravesen